Nudge, nudge. Et kærligt puf til dine vaner

I aften er der premiere på en helt ny programserie på DR1 kl. 20.30. Den hedder Vanens magt og har undertegnede som vært. Programmerne tager udgangspunkt i nudging-metoden, og til at udtænke og udføre de forskellige løsninger, der skal nudge danskerne, får vi hjælp fra en af Danmarks førende nudgingeksperter Sille Krukow.

 

Det er helt ok, hvis du på nuværende tidspunkt ikke aner, hvad nudging er. For metoden er altså stadig relativt ny – og ret ukendt herhjemme.

 

Nudge kan oversættes et ”lille kærligt puf”. Kort fortalt handler det om at ændre lidt i omgivelserne, så mennesker helt automatisk foretager bedre valg (fordi vi bliver puffet i den rigtige retning) og vel at mærke de valg, som vi egentlig i forvejen gerne vil foretage: Spise fornuftigt, smide affald i skraldespanden osv. Langt de fleste mennesker har jo de bedste intentioner, men vi bliver ledt på afveje, hvis vi støder på barrierer undervejs – eller der er noget i omgivelserne, som ikke er helt hensigtsmæssigt.

 

Det hyppigst omtalte eksempel på nudge blev udtænkt i starten af 90’erne (længe inden der kom ord på metoden) af rengøringschef Jos van Bedaf i den hollandske lufthavn Schiphol. Han fik støbt en tegning af en flue ind i kummen på herretoiletterne og reducerede derved tis på gulvet med 80%. Totalt set faldt lufthavnens udgifter til rengøring  med 8%. En simpel mekanisme, som får tisseren til at fokusere på det, han er i gang med – i stedet for at kigge på uret måske? Fluen vækker den refleksive tænkning, som nudgingeksperten ville formulere det.

 

Men kan nudge bruges kommercielt? Som udgangspunkt skal nudging netop ikke bruges til at få os til at putte varer i kurven, som vi ikke ønsker, eller som ikke gør noget godt for os. Til gengæld kan nudging indgå i kommunikationen mellem mærke og kunde til at opnå en ønsket adfærd.

 

Et eksempel på det er energiselskabet Opower, der nedsatte energiforbruget i seks lande med 6%, blot ved at lave små ændringer på layoutet af elregningen. Man indførte et enkelt visuelt system, hvor indbyggere kunne se deres eget forbrug i forhold til naboernes (både de energivenlige og de ikke-energivenlige ). Denne infograf blev kombineret med en smileyordning, der fortalte beboerne, hvordan deres forbrug forholdt sig i forhold til de andre. Man skaber altså en visualisering af data, omsætter det til noget forståeligt – og puffer til vores flokmentalitet for at få os til at ændre adfærd.

 

 

Men man kan faktisk også nudge i detailhandlen. I Lowes supermarked i El paso skabte en gruppe forskere et nudge, der får specielt kvinder med børn i indkøbsvognen til at købe mere grønt. Ved hjælp af spejle i indkøbsvognen og grønne pile på gulvet, der pegede mod grøntafdelingen, øgede man salget af grøntsager. Og mens løsningen skabte en generel forøgelse på 10% i salget af grønt, udløste det hele 91% forøgelse hos kvinder med børn i vognen! Årsagen skal findes i et begreb, nudgingmetoden kalder “ego-consistancy”: Når vi ser os selv i spejlet, bliver vi mindet om vores grundliggende idealer og kombineret med handlingsanvisninger – pilene – skaber det en adfærdsændring. Kvinderne så altså sig selv i øjnene, mens de handlede, og blev mindet om deres ideal om at være en god mor.

 

 

Ved kommunalvalget sidste år udviklede og testede Sille Krukow, sammen med valgforker Kasper Møller Hansen, en række løsninger, der skulle fremme valgdeltagelsen i Bolbro i Odense. Et kvarter med mange beboere med anden etnisk baggrund og mange ældre. Der blev hængt plakater op med en håndskrevet tekst, hvorpå der stod:  “Vi stemmer – hilsen dine naboer”. Altså et kærligt puf til flokdyrsmentaliteten. Derudover blev der delt flyers ud, der uden tekst viste beboerne, hvor valgstedet lå i forhold til deres bopæl, samt hvilken tid og dato de skulle stemme. Disse to elementer blev delt ud i 900 opgange og hjem og skabte en forøgelse i valgdeltagelse på 14,4 %, hvilket var den største i hele Danmark.

 

 

Et kærligt puf – der giver mening – også i det store perspektiv.

6 responses to “Nudge, nudge. Et kærligt puf til dine vaner

  1. Super fine eksempler, der bliver præsenteret, og jeg glæder mig rigtigt meget til at følge de resultater, I kommer op med i løbet af programmerne. Det er altid rart med ny inspiration!

    Hvis I vil vide endnu mere om nudging, som jo bare er en lille del af den disciplin, begrebet stammer fra, nemlig adfærdsøkonomien, er I hermed inviteret ind på vores blog:) Så går I ikke glip af den nyeste viden inden for adfærdsdesign: http://www.decisiondesign.dk/blog.

    Rigtig meget held og lykke med programmet.

  2. Meget interessant introducerende blog af Anne Glad. Og stort ros til de herrer Ridderhaugen, som på deres website præsenterer en masse informationer og blogs om adfærdsøkonomi og nudging. Kahnemann: “Thinking – Fast and Slow” har en god introduktion til nudging, hvor han samtidig sætter konceptet ind i konteksten af hans øvrige forskning i hvordan vi som mennesker tænker og opfører os (herefter). “The Power of Habit” af Charles Duhigg giver også en masse eksempler på nudging, hvor konteksten er mennesket som et omvandrende bundt af vaner.
    Glæder mig til at se første udsendelse af Vanens magt på nettet i weekenden.

  3. Tak for rosen, Johnny. Og jeg synes, at det er et par rigtig fine forslag til teoretisk indsigt i faget, du kommer med. Dan Arielys “Predictably Irrational” er også spændende læsning. Har du i øvrigt læst Eriks indlæg til både første og andet afsnit af “Vanens Magt”? Han rammer ret spot on i sin kritik. Jeg sidder både tilbage med ærgelse over programseriens lidet videnskabelige formåen, men dog er jeg super glad for, at faget har nået prime time sendefladen på DR… Jeg kunne dog rigtig godt tænke mig, at selve den adfærdsøkonomiske disciplin blev berørt i langt højere grad. For mig at se, er nudge blot et begreb og toppen af et isbjerg, der rummer meget mere. Hvis du har mulighed for det, så læs også lidt om Englands Behavioural Insights Team – de har nogle meget interessante resultater fra deres arbejde. Go’ fornøjelse:)

  4. Tak for rosen, Johnny. Og jeg synes, at det er et par rigtig fine forslag til teoretisk indsigt i faget, du kommer med. Dan Arielys “Predictably Irrational” er også spændende læsning. Har du i øvrigt læst Eriks indlæg til både første og andet afsnit af “Vanens Magt”? Han rammer ret spot on i sin kritik. Jeg sidder både tilbage med ærgelse over programseriens lidet videnskabelige formåen, men dog er jeg super glad for, at faget har nået prime time sendefladen på DR… Jeg kunne dog rigtig godt tænke mig, at selve den adfærdsøkonomiske disciplin blev berørt i langt højere grad. For mig at se, er nudge blot et begreb og toppen af et isbjerg, der rummer meget mere. Hvis du har mulighed for det, så læs også lidt om Englands Behavioural Insights Team – de har nogle meget interessante resultater fra deres arbejde. Du er også altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål: http://www.decisiondesign.dk/kontakt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *